Hvorfor skal vi læse? Hvordan skal vi læse i skolen?

Thomas Illum Hansen har begået en lille men vægtig bog om "Kunsten at læse". Han kommer med bud på overskriftens spørgsmål. Illum Hansen prøver at indkredse litteraturens og læsningen natur. Han siger f.eks.:

Litteraturen er skøn i den forstand, at den har en æstetisk appel, der fremkalder en reaktion og en vis nydelse ved tekstens form og forestillede univers. Æstetiske virkninger er dybt forankret i læserens kropslige sanselighed og følelsesmæssige forståelse. De minder os om, at formen har betydning for forståelsen af indhold. Og de behøver ikke være specielt ophøjede eller finkulturelle.

Det er i det hele taget, når vi sætter parentes om den kortsigtede nytteværdi, læsningens sociale formål og funktioner, at vi får blik for den langsigtede nytte ved at læse litteratur.

Når vi læser litteratur, udvikler vi sprog og ordforråd, fantasi og forestillingsevne, indlevelse og relationel forståelse. Samtidig får vi del i en dybere refleksion over menneskets eksistentielle grundvilkår og sociale væsen. Alligevel bør vi passe på med at lægge for stor vægt på disse rationelle begrundelser for, hvorfor børn skal lære at læse i skolen. De bør ikke fremstå som anmassende postulater, der kommer i mellem læseren og litteraturen. De gode grunde må træde i baggrunden, så vi kan sætte litteraturen i forgrunden. Det er derfor, jeg betoner, at vi må blive grebet af litteraturen, både lærere og elever, for at kunne gribe og begribe den.

Mennesker har brug for at blive udfordret og smage på det anderledes og det fremmedartede, hvis de skal udvikle deres sanser og smag. Det gælder råvarer, krydderier, smagsstoffer og tekstur i maden. På samme måde udvikler mennesker smag for design, arkitektur og billedkunst ved at træne sanserne og forholde sig til farver og former. Vi forfiner vores sanser og lærer med tiden at værdsætte udtryk og stilarter, vi ikke først brød os om

Udviklingen af sans for litteratur er i den henseende eksemplarisk. Først vækkes lysten med bøger, der har en tydelig appel. De skal være sjove og spændende, men samtidig trygge og genkendelige. Som begynderlæser skal barnet kunne spejle sig i dem og føle sig hjemme i deres univers.(...) Dernæst har børn og unge brug for at blive engageret og flytte vægten fra lystbetonet underholdning og selvspejling til en stadig mere udfordrende rejse inde i fremmede universer. Fremmedhed skal her ikke alene forstås som magiske universer. Den kan også bestå i realistiske billeder af en social virkelighed, som er mere eller mindre fremmed for læseren. Læsningens kompleksitet forskydes fra afkodning til forståelse(...)

En lang række tekst- og litteraturforskere fra den franske Roland Barthes til den amerikanske Peter Brooks har beskrevet læsningens fryd som sans for erotik, sanselig nydelse og narrativt begær.

Læsning af skønlitteratur opleves af mange elever som kedelig og skoleagtig. Den forbindes med træning af hurtiglæsning, analysemodeller og genrekendskab. Derfor er det på høje tid, at vi bryder den negative spiral og insisterer på læsningens langsomhed og det helt særlige dannelsespotentiale - den litterære fremmederfaring. Litteratur har et særligt dannelsespotentiale, fordi den æstetisk formede tekst udtrykker en unik og bestemt måde at være i verden på, der af læseren erfares som mere eller mindre anderledes og fremmedartet.

Thomas Illum Hansen byder også ind på forholdet mellem lyst og pligt i forhold til læsning:

"Forudsætningen er imidlertid, at man under den første læsning lader sig gribe, hengiver sig til konkret billeddannelse og hermed giver plads til den æstetiske oplevelse. Man må ikke fokusere på genre, grammatik, symboler eller psykologisk analyse under læsningen, for så får man ikke del i den litterære fremmederfaring. Man bliver snydt for den litterære magi.

Det handler ikke bare om aktivt at leve sig ind i en anden eller se tingene fra et andet perspektiv. Bevægelsen er lige omvendt. Som læser må man lære at åbne sig og give efter. Man må midlertidigt stille sig til rådighed og låne sin krop, sit sanseapparat og sin forestillingsevne til den litterære tekst.

Den æstetiske oplevelse og litterære fremmederfaring rummer således en dobbelthed, som den amerikanske filosof John Dewey har beskrevet smukt i sin bog om kunst som erfaringsform Art as experience fra 1934. På den ene side er læsning en form for doing. Man gør noget som læser. Man investerer sine sanser, følelser og erfaringer og skaber et nærværende forestillingsunivers. På den anden side er læsning også en form for undergoing. Man undergår selv en forandring som læser. Man bliver en anden. Man må stille sig til rådighed for tekstens vilje og være modtagelig for en verden af stemninger, billeder og handlinger.

Det kan godt være, man ikke bliver et bedre menneske af at læse, men den gode litteratur kan bidrage med en etisk dimension. Derfor er valg af litteratur og brug af litteratur afgørende. I skolen er den gode undervisning rammen for brug af litteratur, der omsætter etiske og æstetiske kvaliteter til didaktiske kvaliteter i undervisningen.

For det første må den gode undervisning rumme et etisk perspektiv. Den er forankret i et formål, der fungerer som pejlemærke for de værdier, man ønsker at fremme med undervisningen. Det hænger for det andet sammen med, at man ikke må forveksle god undervisning med effektiv undervisning.

Det afgørende moment er, at eleverne får mulighed for at opleve og udvikle deres sans for litteraturens æstetiske kvaliteter. I skolen er der pligt til at læse. Med denne pligt følger et særligt pædagogisk ansvar ved læsning af litteratur på grund af indholdets æstetiske og eksistentielle karakter. Vi kan ikke stille krav om lyst, men vi kan bidrage til alsidig interesseudvikling. Vi kan ikke kræve, at eleverne læser tekster, der er forbundet med æstetisk og eksistentielt ubehag, men vi har brug for at udfordre dem, så læsning ikke blot bliver selvspejling, men også fremmederfaring.

Tak til Thomas Illum Hansen

Bog: Kunsten at læse, Aarhus Universitetsforlag, 2020